Hvad laver vi på vore klubaftener. Se Aktivitetsplan.

Lille mand på en tagryg, master og Varde.

Lidt oprydning rundt om huset og en tagryg der endelig er på plads. Det er noget der kan ses. Vores tilbygning ser helt færdig ud.

Jan monterer tagrygningen på tilbygningen.

Der er dog stadigvæk stabler med eternit til gavlen, brædder til udhæng, sten til reparation af frostsprængninger, nedløbsrør, dynger med SF-sten og andre byggematerialer så det ligner trods alt stadig en byggeplads. Men vi har fået "nyt" tag, så vi kan med fortrøstning se de næste dages regn i øjnene.
Byggeriet er ikke alt, der er også arbejdet med udretning af clips til drevene på Varde station.
Flemming har klippet Sommerfeldt isolatorer (nr.393) i stykker og monteret dem på Transformatorstationen (noget mere realistisk end nipsenåle) og 10kV masten. Et værre pillearbejde med rigtig mange gulvture.

Så er dioramaet 99% færdigt.



Byggerod! og et næsten færdigt diorama!!

Sikke et rod sådan et byggeri kan gi'. 3 mands oprydning er næsten ikke til at se, selvom der er ca. 30 knuste eternitplader i kassevognen og boogitraileren er fyldt med træstumper.

Byggerod før sortering og bortskaffelse af ubrugelige stumper.

Med lidt god vilje kan 1,5 times oprydning ses, selvom det hovedsageligt var små stumper lægte, eternit og plastik der er fjernet. Men 2 rådne flagstænger og et dusin stolper til liniehegn (1:1) samt et par kurver brugt ved en udstilling blev også kasseret.

Det kræver god vilje, for at se 1,5 timers oprydning

Der er også sket lidt på det lille diorama idag. Der er kommet et par liniemaster langs banen og 10kV masten er prøveopsat. Nu mangler der kun 9 isolatorer og transformatorstationens sokkel. Ja og så skal dioramaets sokkel pudses og males!




Tag, rockwool og elmaster.

Nu skal de sidste tagplader flyttes/skiftes - vi håber der er nok. Der er nemlig ikke flere "nye" plader og der er mange kassable blandt de gamle. Inde på loftet er Flemming igang med et større rockwool puslespil. Vores nyerhvervede rockwool består nemlig af afskær, så det gælder om at finde de stumper der lige kan fylde det sidste hul.

Jan anbringer en tagplade.

Nu skal vi lige have de sidste 5 rækker pillet ned, før de skal op igen sammen med de 2 manglende rækker. Samtidig er vi løbet tør for Rockwool og må derfor skifte over til glasuld - det er ikke til at finde ud af hvad der er værst at arbejde med. Begge dele klør, støver og knækker på de mest ubelejligende tidspunkter. Men vi kommer trods alt videre.
Efter 1 sæk rockwool + 1 sæk og 1 pose glasuld mangler der stadigvæk et par m², men så er der også 300 mm isolering på loftet i tilbygningen.


Jan skal til at lægte op, medens der endnu ikke er taget hul på Flemmings sæk med glasuld.
De yderste rækker glasuld stables. 10kV masten til dioramaet limes.