Hvad laver vi på vore klubaftener. Se Aktivitetsplan.

Uge 28 - mandag.

Fremmødet er præget af sommeraktiviteter, Jan, Henrik og Flemming er alene på skansen. Men derfor går det nu meget godt.
Jan fortsætter kablingen rundt på anlægget, det går hurtigt på trods af at han er kommet til det "gamle"anlæg hvor understøtningen - ben og tværstivere - ikke altid er forberedt til at der skal være plads til 3 kabelbakker (kabler til håndkontroller, boosterkabler samt telefonkabler) ude ved betjeningsgangen. Derfor må han indimellem fabrikere små skæve træstykker til at holde kabelbakkerne på plads.
Jan fabrikerer en kabelholderklods. DSBs sedler til glemt bagage egner sig til markering af hvor telefonledningerne går hen.
 Men det færdige resultat vil være det hele værd, ledninger der er  lette at identificere, ingen støv i/på bagsiden af stikkene og risikoen for uforvarende at hive en ledning over når man kravler rundt under anlægget er heller ikke stor.
Henrik har gang i en større produktion af dannebrogsvinduer til kæmnerkontoret.
Der er masser af målearbejde forbundet med at lave dannebrogsvinduer.

Flemming brygger kaffe, laver viadukt og holder ender/kabler når Jan har brug for en ekstra hånd.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar